fredag den 18. marts 2016

Hold 2 er nu også med deres holdforestilling

Så er anden og sidste omgang af holduger på vores årgang forbi. Hold 2 har netop i dag ryddet op ovre i teatersalen og Monumentum er nu ikke længere i gang.
Dette indlæg er måske noget anderledes end normalt, da de normale skribenter alle er fra hold 1.
Så her på bloggen har vi spurgt rundt på elevholdet, iblandt hold 2, hvordan de synes det er gået med deres holduger og lavet nogle små citater fra de forskellige elever, som har udtalt sig.

   ”Jeg synes at vi har haft nogle fantastiske holduger. Vi har arbejdet på lidt af hvert. Jeg har selvfølgelig været med til at arbejde på musikken, hvilket har været sjovt og kedeligt” – Joachim Isaksen, musikelev

   ”De holduger vi har haft har været utrolig lærerige.
Man har fx. lært, hvor meget man har brug for hinanden når man står på en scene, og hvor meget musikken kan gøre for ens forestilling. Det har været rigtig sjovt og hårdt! 
Det har også været svært. Man skulle øve det samme igen og igen, at vi har skullet finde ud af hvem vores karakter var, hvordan de opførte sig osv. 
Det gik op for mig, hvor hårdt det er at være omkring de samme mennesker hele tiden, uden at få en ordentlig pause, men der var det hele værd! Når man står der på scenen og ser publikum bukke og klappe, så ønsker du bare, at du kunne starte helt fra ny og gøre det en gang til.” – Alberte Yolanda Woetmann, teaterelev

   ” Det har været det ultimativt fedeste indtil videre. Som Alberte også skriver, finder man virkelig ud af hvor afhængig vi er af hinanden. Og da vi ryddede op i dag, gik det for alvor op for mig, hvor fantastiske mennesker jeg er omringet af. Vostrup er fyldt med kærlighed, og jeg elsker det. Det har jeg virkelig også kunne mærke de sidste to uger, for der har bare ikke været plads til en off-day, da vi skulle øve- og bare det at få en krammer har været skønt.” – Stine Mai Tollund Kempel, teaterelev

   ”De to sidste uger har været utrolig oplevende. Vi har samarbejdet godt med hinanden, og har lært så meget nyt. Jeg er musikelev og fordi stykket var meget abstrakt, skulle vi tænke meget ud af boksen, for at få det til at passe ind. Vi fik brugt mange nye og anderledes instrumenter bl.a. en theramin, en støvsuger og en waldzidther. Alt i alt var de to holduger helt igennem fantastisk, og noget som jeg kommer til at tænke positivt tilbage på.” – Destiny Kjaer, musikelev

Så nu er det simpelthen bare fuldt fokus på påskecamp, som starter her på tirsdag. Og de andre arrangementer ude i fremtiden – Vostrup on tour, Vosstock, Italien, de mange dejlige minder som vi skaber os.
 Nicoline Smidt & ovennævte


søndag den 13. marts 2016

Nu er der hold uger igen

Hold 2´s hold uger er godt i gang. Imens har vi på hold 1 travlt med vores egne projekter, som vi har fået inspiration til på vores tur til ARoS. Der er kommet en masse fine produkter ud af det. Alt fra bildæk der er lavet om til stole, malerier, musik og meget mere. Denne weekend har været obligatorisk bliveweekend for hold 2, og fem fra hold 1 er blevet på skolen for at hjælpe med de praktiske ting. Mens hold 2 har været i gang med deres hemmelighedsfulde klargøring af deres holdforestilling, har vi fra hold 1 taget køkkenvagter, rengøring og to rundvisninger. Hvilket hold 2 også gjorde for os, da vi havde holdweekend. Det hele har ikke kun været køkkenvagter. Dette var den sidste weekend ud af fire, hvor tidligere elev Signe har været vagt. Alle fire weekender har hun insisteret på, at alle skulle på gåtur og slutte lørdagen af med noget hyggeligt. I denne weekend havde hold 2 travlt med at forberede deres forestilling, så derfor var det kun os fra hold 1 der var med ude at gå. Vi gik en god tur ude på Skjern enge, hvor vi tog en lille sejltur på en træk-færge. Senere på dagen blev der bagt pandekager til hold 2, som tak for at de også gjorde det til os. Efter aftensmad var der bålhygge med varm kakao, kage og en masse fællessang. Inden vi skulle sove havde vi alle dyner med ind i ”den blå” hvor der var sat en cd på, som tog os alle sammen med på en afslappende rejse. Vi vil slutte dette blogindlæg af med at takke Signe for fire fantastiske weekender. Vi kommer alle til at savne dig! - Sisse Fynbo & Nicoline Smidt





lørdag den 5. marts 2016

Holduger, hold 1

To hårde uger, med massere af boldspil og gennemspilninger. Hold nu fast der var smæk på! Vi farrede alle rundt med hovederne under armene og håbede at vi så hele scenen fra alle vinkler. Det var hårdt, og jeg tror ikke at vi vidste, hvad vi lavede halvdelen af tiden. Den første uge var et rent kaos med forberedelser og samarbejdsøvelser. Jeg ved alle var mega trætte i løbet af weekendens slutning, folk var ved at brække sig over forestillingen, karakterene, jokes om onkler og helsedrik. Men der skete et eller andet helt særligt da der kom publikum på, onsdag morgen. Det var som om det gik op for os alle sammen, at alt det hårde arbejde gav pote. Vi stod omme bagved og lagde makeup, jeg var kridhvid i ansigtet. Der blev taget fotos, og det var den første gang på over en uge, at energien havde nået max. Vi gik alle ud på scenen og sparkede røv. Jeg er mega stolt over den forestilling vi fik skabt, det var virkelig det hele værd! Jeg husker vi passede på hinanden og støttede mere op om hele projektet end nogensinde før.
Jeg har lært folk at kende på helt nye måder, vores hold er rent faktisk et hold nu. Den sidste forestilling var trist, men også lidt en befrielse. En erkendelse på at vi klarede det, og fik meget mere med end det først så ud til. Jeg savner det nu. Tak til hele hold 1 for at give mig, et publikum og sikkert en massere lærende en fantastisk begyndelse. - Anne Mohr