onsdag den 30. september 2015

Vostrup ånden er ikke til at tage fejl af

Nu har vi efterhånden været på Vostrup i lidt over en måned. Det er vildt at tænke på. Det føles som om, vi startede i går. 
Vi er så småt begyndt at vænne os til hverdagene. Morgenturen, de boglige timer, valgfagene og rugbrødet til aftensmaden. 
Den første måned på efterskolen skulle selvfølgelig fejres. To af eleverne arrangerede en Caféaften, som man kunne deltage i, hvis man havde lyst. Det blev en stor succes. Der var en masse gode indslag. Alt fra beatboxing til rock. Alle elever var helt oppe at køre, og klappede og heppede på de optrædende. Vi havde en helt vildt god aften. Vostrup ånden var ikke til at tage fejl af. 

I sidste uge havde vi også et besøg ude fra. Vi fik besøg af Matilde Søes Rasmussen. Matilde er tidligere elev her på skolen, og kom for at fortælle om Fatamorgana, Danmarks fotografiske billedkunstskole. Her går hun på sit 2. semester, hvor hun har valgt at koncentrere sig om teenagere, hvilket også var en af grundende til, at hun besøgte os, så hun kunne starte med at tage billeder et sted, hvor hun kendte omgivelserne. Det var fedt at have hende på besøg, og de foto-interesserede fik både fif og en hjælpende hånd til at forbedre deres fotografier.

Søndag den 27. september holdt efterskolerne landet over efterskolernes dag, og det gjorde Vostrup selvfølgelig også. Eleverne havde gjort rent i alle kroge af skolen, der var pyntet op og køkkenpersonalet havde lavet lækre snacks. Derudover var der også kommet gamle elever for at vise rundt. I løbet af dagen havde Vostrup rigtig mange besøgende, som både kunne opleve de to musikhold spille musik, se teaterøvelser i teatersalen og se elever der dansede i dansesalen. Dagen var rigtig god og alle elever var rigtig trætte til aftensmaden. 

I sidste uge afslørede lærerne også forestillingen til vores fælles projekt. Det er både noget med, om man må hælde sovs på gulvet eller tørre op med kjolen. Og I kan måske møde nogle dyr, akrobater og klovne. I kan godt begynde at glæde jer! Det gør vi i hvert fald. 

- Sisse Fynbo


onsdag den 23. september 2015

Lever vi i en boble?

Det er ingen hemmelighed at der sker en del i Danmark og meget af EU i disse dage. Selvom vi er på efterskole og meget af tiden lever i en boble, så bliver vi også påvirket her på Vostrup. Vi har haft en samtale med Lise, vores lærer, om hvordan immigranterne foretrækker at undgå Danmark og bare gerne vil til Sverige. Der var mange, som blev grebet af det og fortsatte snakken på egne gange og værelser.

Det ene danskhold har skrevet en del digte, og uden at blive bedt om det handler mange af dem om omstændighederne med Syrien og medmenneskelighed eller mangel på samme. Der er sågar en pige, som der i går udtalte sig; "Ja, mit digt handler så om politik. Og det bliver de nok ved med, indtil vi har åbnet grænserne op. Så det må I desværre nok vænne jer til."
Vi er selv meget stolte af vores digte - både dem som omhandler dette og dem om andet. Derfor har vi også lavet vores egen facebook-side, hvor vi jævnligt deler nogle af dem. (Vostrup Efterskole - digte)

I mandags sad jeg og snakkede med en flok om netop Danmarks måde at håndterer alt dette på. Det udviklede sig så til en lille debat om, hvad man kunne gøre og hvorfor man ikke gør det.
Måske lever vi i en boble, men nogle ting kan mærkes, selvom vi ikke kan gøre noget ved det. 

- Nicoline Smidt


fredag den 11. september 2015

Advarsel


Min første dag på Vostrup var noget rod. Min første dag på Vostrup var skræmmende. Min første dag på Vostrup var ikke som jeg havde forventet.
Mine forventninger sagde, at det ville blive et fedt år, det bedste år i mit liv. Det havde mine venner og bekendte nemlig fortalt mig. Jeg har derfor lovet mig selv, kære læser, at jeg, som ven eller bekendt, vil sige fra, at den første uge stinker. Den første uge er hård, stressende, deprimerende, nej, ikke deprimerende.
Du må ikke misforstå, jeg elsker Vostrup efterskole, som om du ikke har hørt det en million gange. Men det er meget vigtigt at være beredt på at møde op i kampuniform. Den første uge er en krigszone. Man får en trang  til at finde sammen med en, hvem som helst, og knytte livbevarende bånd på første dag. Dog står alle tilbage med en følelse af, at man selv ikke fungerer  godt med nogen. Vi skjuler det bare, for udenpå ser det ud som om alle har der herregodt.
Men efter en uge iført kampuniform vil du føle dig tryg ved at strippe den af dig og iføre dig festtøj.
Måske tager det to uger, tre eller fire. Det er også okay.
I  vores bagage  fra folkeskolen har vi et hierarki. Det falder os naturligt at gruppere folk, fordi det er sådan du overlever i folkeskolen. Men på en efterskole forsvinder dette hierarki automatisk, fordi omstændighederne er fuldstændig anderledes. I starten vil man gerne forholde sig til hierarkiet, for det er det, man kender og derfor det, man føler sig tryg ved. Men når man pludselig føler, at man ikke har behov for hierarkiet mere, så får man sgu et fedt år!

-Katrin Joesen


mandag den 7. september 2015

Tilbage med gamle vinger

Det føles mærkeligt at være tilbage. Hjemme. Gangene og klasselokalerne har ikke ændret sig. De er næsten som vi forlod dem. De har aldrig føltes mere tomme. Den nemmeste måde jeg kan forklare det på ville nok være et hus. Dit hus, den der følelse man får når man træder over dørtærsklen er noget helt specielt. Prøv at forestil dig dette hjem. Dit. Uden din familie. Tomt ikke? Se, den familie du havde før, er nu skiftet ud med en ny.
Jeg vidste udmærket godt hvad jeg gik ind til da jeg startede her. Netop det at stedet, hjemmet var det samme, men min “gamle” familie ikke ville være en del af mit hjem mere. Helt nye ansigter fylder nu min hverdag. Det var, er, svært at vænne sig til. Men jeg må indrømme, tiden her, i det nye, har været som et eventyr. Jeg kan opleve hele det gamle eventyr på ny, se alle tingene med helt nye øjne. Disse mennesker, min familie nu, vil meget snart havde en meget større betydning. Ligesom dem før. Som stadig har en helt speciel plads i mit hjerte. De har alle vinger nu, flyver deres egne veje. Og når de så får tid, flyver de måske forbi. Forbi til det hjem jeg vil kalde for vores. Gamle og nye. Ligegyldigt. Vi deler dette hjem, fra nu af og til evig flyvetur. Tak, Vostrup. Jeg ved, at årene før, nu og lige om lidt, vil være her hos mig for altid.

-Anne Mohr