I projektugernes tegn

Vostrup Efterskoles seneste 2 uger har stået i terminsprøver & projektugernes tegn.
10. årgang har haft Demokratisk Iværksætter og 9. klasserne har først haft terminsprøver og derefter arbejdede de på et projekt, som gik ud på at få 23 flygtninge ud til skolen en dag i ugen. Men det kommer jeg til senere.

I løbet af de seneste 2 uger har 10. årgang stået med følgende ting:  

Fyrtårne besøg
Vi skulle ud og interviewe spændende ildsjæle og iværksættere fra (nær)området. De interviews skulle så ende ud i et talkshow på skolen den følgende uge.

SFU
Vi fik besøg af SF Ungdom, som kom for at fortælle hvem de er og hvorfor man skal sætte sig ind i politik i en ung alder. Efter noget tid med workshops, kom der en fra LAU og så havde de politisk debat foran os elever.

Rokokoposten
Zenia fra Rokokoposten kom og fortalte hvad fake news er og efter et lille foredrag om dels rokokoposten og fake news, blev vi sendt ud i grupper for at afprøve det selv.

Talk to Vostrup
Mandag aften havde vi så det førnævnte talkshow.
Hvis jeg selv skal sige det gik det rigtig godt.  Det var en vildt inspirerende aften, som både unge og voksne kunne bruge til noget.

Frivilligheds og ildsjæleakademiet (FIA)
I Ringkøbing-Skjern kommune har de lavet en institution, som kalder sig for frivilligheds og ildsjæleakademiet. De kom på opfordring ud til skolen og fortalte os hvem de var. Hvorfor de var til og gav os alle sammen gode råd til hvad vi kunne gøre, når vi selv skulle ud og lave vores egne projekter.

Flygtninge
Torsdag kom dagen som 9. klasserne og 10. årgang havde ventet på. 23 unge flygtninge og 3 voksne kom ud til skolen. De ankom kl. 9, hvor 9. klasserne tog imod dem og havde planlagt nogle forskellige workshops. Klokken 13 hoppede 10. årgang med på vognen og vi var alle blandet sammen. Inden de tog hjem lidt i 16, nåede vi lige at sidde og hygge med æbleskiver og saftevand. Det var en helt igennem fantastisk dag, som var inspirerende for både Vostrups elever og ansatte, men også for flygtninge – som specielt var meget interesseret i vores blondinder.

Vi begyndte på vores egne projekter
I løbet af den sidste uge har 10. klasserne både skulle tænke på deres egne projekter og de forgangne ting og besøgene. Men nu har vi alle fået kontakt til en i nærområdet og skal nu til at lave hver vores projekt i grupper. Vi glæder os meget til at se dem udvikle sig.

Tilbage er der kun at sige glædelig jul og godt nytår! Vi ses i 2016!

- Nicoline Smidt

Den 1. december

Det har været en af de bedste dage i lang tid. Vi blev godt nok fortalt, at vi skulle ud at gå i den kolde december luft, hvilket ikke var så skønt. - Men for enden af morgenmotions-ruten ventede der os en overraskelse: Pebernødder. Og da vi så kom tilbage til skolen stod forstanderen og dansede mens han delte kakao ud - Klædt ud som julemor.

Vi, eleverne fra Teaterlab., fik også glæden af at se TEATER MY optræde igen med forestillingen "JEG KAN HUSKE ALTING". Hele skolen havde set forestillingen sammen aftenen før som godnathistorie - og iført nattøj, men den var stadig ligeså betagende som første gang. Og denne gang var der små børn, der så med. De lyttede opmærksomt hele forestillingen igennem. My's magiske seng var også noget for sig selv. Sådan en gad jeg godt have.

Skrevet af: Sissal Matras

Indsamlingsshow på skolen

Som vi også nævnte i sidste uge, var der indsamlingsshow i forgårs, den 25. november. Det gik over al forventning!

Der blev fremvist nogle superflotte tegninger og malerier. I dansesalen var der teaterindslag, sang og saxofonspil.

Ved selve showet i teatersalen var der optræden af fælles- og superkor, der blev læst to flotte digte op, sange blev sunget – både covers og originaler – og der var flotte donationer.

Tro blot ikke at vejen derhen har været let. Det har været hårdt arbejde især her i de sidste 2 uger op til. Men det kan I læse meget mere om, hvis I læser årsskriftet, som snart er på trapperne.

Så ja, der var lagt tanke i det hele, hvilket gav pote. Vi havde nemlig den store fornøjelse at kunne få indsamlet meget mere, end vi havde turdet håbe på!

Vi fik samlet 14.123,00 kr. ind til gavn for dansk flygtningehjælp!

En meget stolt skole har netop nu fået weekend. Så nu skal der slappes af.

/ Nicoline Smidt

Endelig online igen

Kære læsere.
Vi undskylder meget for vores manglende opslag. Efterskolelivet fik vidst lige taget på os. Men nu er vi klar til at give jer et indblik i Vostrupånden igen. Så vi starter med et lille resumé af ting, der er sket siden sidst.

Stort projekt: Vi havde stort projekt, Cirkus Lumomba, og det gik over al forventning. Vi havde en hård leg med at lave forestillingen, men den gav pote og vi er rigtig stolte af den.

Besøg fra Kenya: Skolen havde den store glæde at få besøg af et søskendepar fra Kenya, som kom og fortalte historier og sang sange fra deres hjemegn. Efter en lærerig aften, som foregik på engelsk, havde søskende-parret nogle ting med de havde med hjemmefra til salg. Pengene for solgte ting gik til støtte hjemme i Kenya.

Mads Mathias: I løbet af en af ugerne havde vi også en hverdagsaften besøg af musikeren Mads Mathias. Mads Mathias spillede et par sange for os, fortalte både om hvordan det er, at være musiker, om hvordan man bliver det, men også om hvor meget andet praktisk man skal lave ved siden af karrieren som musiker. Han fortalte også om swing, og fik en elev til at demonstrere det på sin saxofon.

Efterårs camp: Vostrup har også været værter for godt 30 unge kursister til Efterårs Camp. Det var folk, som gerne ville have en smag på efterskolelivet. Så i weekenden efter efterårsferien var skolen fyldt med 7. - 9. klasser og nogle af vores egne elever, som så var mentorer for kursisterne. Kæmpe succes. 

Pia Juul: Onsdag den 11. og 12. november havde vi besøg af forfatteren Pia Juul. Om aftenen den 11. holdt hun et foredrag i teatersalen om hendes liv som forfatter, og læste op fra sit forfatterskab. Det var rigtig spændende og inspirerende. Dagen efter havde hun sagt ja til at deltage i vores dansktime. Vi havde fået det af vide i god tid, og havde på begge danskhold arbejdet med to af hendes noveller: ”En flinker fyr” og ”Den uudholdelige danske sang". De lagde op til en masse spørgsmål, og Pia var rigtig god til at svare på dem. Det var en rigtig god anderledes dansktime!

Forældre weekend: For 2 uger siden, havde vi forældre-weekend. Det, det gik ud på var, at forældre kunne komme og opleve efterskolelivet. Der var mulighed for overnatning. I løbet af fredag og lørdag var der små aktiviteter, hvor de kunne prøve kræfter med musik og teater. 

Hoptrup på besøg: Den 17. november fik vi besøg af Hoptrup Efterskoles musiklinie. De kom og var med til aftensmaden og ligeså morgenmaden d.18. Efter stilletimen d.17. gav de os et rigtig fedt show på en times tid, hvorefter de hyggede med os resten af aftenen. 

Så som I nok kan se, så har vi det alle sammen rigtig godt. Den næste uges tid, kommer til at handle om vores indsamlingsshow onsdag d.25. november. Blogindlægget er allerede ret langt, så for yderligere information om showet gå ind på vores facebookbegivenhed: indsamlingsshow den 25.nov

Skrevet af:

Sisse Fynbo & Nicoline Smidt

Vostrup ånden er ikke til at tage fejl af

Nu har vi efterhånden været på Vostrup i lidt over en måned. Det er vildt at tænke på. Det føles som om, vi startede i går. 

Vi er så småt begyndt at vænne os til hverdagene. Morgenturen, de boglige timer, valgfagene og rugbrødet til aftensmaden. 

Den første måned på efterskolen skulle selvfølgelig fejres. To af eleverne arrangerede en Caféaften, som man kunne deltage i, hvis man havde lyst. Det blev en stor succes. Der var en masse gode indslag. Alt fra beatboxing til rock. Alle elever var helt oppe at køre, og klappede og heppede på de optrædende. Vi havde en helt vildt god aften. Vostrup ånden var ikke til at tage fejl af. 

I sidste uge havde vi også et besøg ude fra. Vi fik besøg af Matilde Søes Rasmussen. Matilde er tidligere elev her på skolen, og kom for at fortælle om Fatamorgana, Danmarks fotografiske billedkunstskole. Her går hun på sit 2. semester, hvor hun har valgt at koncentrere sig om teenagere, hvilket også var en af grundende til, at hun besøgte os, så hun kunne starte med at tage billeder et sted, hvor hun kendte omgivelserne. Det var fedt at have hende på besøg, og de foto-interesserede fik både fif og en hjælpende hånd til at forbedre deres fotografier.

Søndag den 27. september holdt efterskolerne landet over efterskolernes dag, og det gjorde Vostrup selvfølgelig også. Eleverne havde gjort rent i alle kroge af skolen, der var pyntet op og køkkenpersonalet havde lavet lækre snacks. Derudover var der også kommet gamle elever for at vise rundt. I løbet af dagen havde Vostrup rigtig mange besøgende, som både kunne opleve de to musikhold spille musik, se teaterøvelser i teatersalen og se elever der dansede i dansesalen. Dagen var rigtig god og alle elever var rigtig trætte til aftensmaden. 

I sidste uge afslørede lærerne også forestillingen til vores fælles projekt. Det er både noget med, om man må hælde sovs på gulvet eller tørre op med kjolen. Og I kan måske møde nogle dyr, akrobater og klovne. I kan godt begynde at glæde jer! Det gør vi i hvert fald. 

- Sisse Fynbo

Lever vi i en boble?

Det er ingen hemmelighed at der sker en del i Danmark og meget af EU i disse dage. Selvom vi er på efterskole og meget af tiden lever i en boble, så bliver vi også påvirket her på Vostrup. Vi har haft en samtale med Lise, vores lærer, om hvordan immigranterne foretrækker at undgå Danmark og bare gerne vil til Sverige. Der var mange, som blev grebet af det og fortsatte snakken på egne gange og værelser.

Det ene danskhold har skrevet en del digte, og uden at blive bedt om det handler mange af dem om omstændighederne med Syrien og medmenneskelighed eller mangel på samme. Der er sågar en pige, som der i går udtalte sig; "Ja, mit digt handler så om politik. Og det bliver de nok ved med, indtil vi har åbnet grænserne op. Så det må I desværre nok vænne jer til."
Vi er selv meget stolte af vores digte - både dem som omhandler dette og dem om andet. Derfor har vi også lavet vores egen facebook-side, hvor vi jævnligt deler nogle af dem. (Vostrup Efterskole - digte)

I mandags sad jeg og snakkede med en flok om netop Danmarks måde at håndterer alt dette på. Det udviklede sig så til en lille debat om, hvad man kunne gøre og hvorfor man ikke gør det.
Måske lever vi i en boble, men nogle ting kan mærkes, selvom vi ikke kan gøre noget ved det. 

- Nicoline Smidt

Advarsel

Min første dag på Vostrup var noget rod. Min første dag på Vostrup var skræmmende. Min første dag på Vostrup var ikke som jeg havde forventet.

Mine forventninger sagde, at det ville blive et fedt år, det bedste år i mit liv. Det havde mine venner og bekendte nemlig fortalt mig. Jeg har derfor lovet mig selv, kære læser, at jeg, som ven eller bekendt, vil sige fra, at den første uge stinker. Den første uge er hård, stressende, deprimerende, nej, ikke deprimerende.

Du må ikke misforstå, jeg elsker Vostrup efterskole, som om du ikke har hørt det en million gange. Men det er meget vigtigt at være beredt på at møde op i kampuniform. Den første uge er en krigszone. Man får en trang  til at finde sammen med en, hvem som helst, og knytte livbevarende bånd på første dag. Dog står alle tilbage med en følelse af, at man selv ikke fungerer  godt med nogen. Vi skjuler det bare, for udenpå ser det ud som om alle har der herregodt.

Men efter en uge iført kampuniform vil du føle dig tryg ved at strippe den af dig og iføre dig festtøj.

Måske tager det to uger, tre eller fire. Det er også okay.

I  vores bagage  fra folkeskolen har vi et hierarki. Det falder os naturligt at gruppere folk, fordi det er sådan du overlever i folkeskolen. Men på en efterskole forsvinder dette hierarki automatisk, fordi omstændighederne er fuldstændig anderledes. I starten vil man gerne forholde sig til hierarkiet, for det er det, man kender og derfor det, man føler sig tryg ved. Men når man pludselig føler, at man ikke har behov for hierarkiet mere, så får man sgu et fedt år!

-Katrin Joesen

Tilbage med gamle vinger

Det føles mærkeligt at være tilbage. Hjemme. Gangene og klasselokalerne har ikke ændret sig. De er næsten som vi forlod dem. De har aldrig føltes mere tomme. Den nemmeste måde jeg kan forklare det på ville nok være et hus. Dit hus, den der følelse man får når man træder over dørtærsklen er noget helt specielt. Prøv at forestil dig dette hjem. Dit. Uden din familie. Tomt ikke? Se, den familie du havde før, er nu skiftet ud med en ny.

Jeg vidste udmærket godt hvad jeg gik ind til da jeg startede her. Netop det at stedet, hjemmet var det samme, men min “gamle” familie ikke ville være en del af mit hjem mere. Helt nye ansigter fylder nu min hverdag. Det var, er, svært at vænne sig til. Men jeg må indrømme, tiden her, i det nye, har været som et eventyr. Jeg kan opleve hele det gamle eventyr på ny, se alle tingene med helt nye øjne. Disse mennesker, min familie nu, vil meget snart havde en meget større betydning. Ligesom dem før. Som stadig har en helt speciel plads i mit hjerte. De har alle vinger nu, flyver deres egne veje. Og når de så får tid, flyver de måske forbi. Forbi til det hjem jeg vil kalde for vores. Gamle og nye. Ligegyldigt. Vi deler dette hjem, fra nu af og til evig flyvetur. Tak, Vostrup. Jeg ved, at årene før, nu og lige om lidt, vil være her hos mig for altid.

-Anne Mohr

Et farvel til boblen

Det har været forbudt emne hele året. Som Voldemort i Harry Potter - bare værre.
Vi har alle sammen været i en lille boble, en boble dannet af Vostrup, fuld af lykke, kærlighed og fællesskab. Så sikre som vi var på, at lige præcis denne slags boble, er den bedste man overhovedet kunne få, lige så sikre har vi været på, at denne boble skulle vi være i altid. 
Bordet i daglestuen er fyldt med bøger. Bøger fyldt med ord. Ord fyldt med minder. Vi kan ikke løbe fra det længere, tiden render ud og vores tid på Vostrup Efterskole, er snart forbi.
Med ordende, "Det der fyldes allermest, er tanken om at vi ikke mere skal ses", kom en kæmpe stor, ond, sort nål og sprang en masse bobler. Ikke dem alle, nogen venter den med, men en del. Da boblen sprængtes, stod man lige pludselig skrøbelig og tilbage. Tilbage med en følelse af, at ens hjem og ens familie, nu bliver taget fra en. En følelse af, at tiden render ud og vi snart skal sige det sværeste farvel, vi nogensinde har sagt. Et farvel til de mennesker, der har rørt og ramt os mest. De mennesker du har grint, grædt, leget og svedt sammen med. Den scene der har givet dig flere udfordringer og succesoplevelser, end vi har kunne forestille os. De lærere der har lært os mest, også om os selv og den skole, der har givet os det bedste år, vi nogensinde kunne ønske os.
Som smukke Kylle skriver;
"Det er skræmmende at tænke på, at jeg skal få en hverdag til at fungere uden jer. Skræmmende at når jeg får brug for et kram, kan jeg ikke bare gå udenfor døren og omfavne den første person der går forbi. Skræmmende at når jeg ligesom i aften er rigtig trist, er I der ikke til at trøste mig."

Vostrup har givet mig mod på livets udfordringer. Vostrup har ladet mig stå på den store scene og spille mit hjerte ud. Vostrup har givet mig følelsen af at passe ind, at blive accepteret, i en stor mEængde af mennesker. Følelsen af fællesskab. Vostrup har lært mig, at tro på mig selv, minde ideer og på andre. Som en af mine venner sagde idag. "Nogen gange, skal man bare springe ud i det" Og på Vostrup springer vi. Vi springer ud i frit fald, for vi er altid sikre på, at der er en til at gribe os, hvis vi er ved at lande forkert. 

Det siler ned udenfor, jeg tænker tilbage på det bedste år af mit liv og jeg er helt sikker på, at et sted i kroppen, gemmer vi den boble. Og når vi engang bliver bange og livet føles uoverskueligt, kan vi finde den boble frem og huske tilbage på tiden på Vostrup. Blive fyldt med en varm følelse af tryghed og en følelse af, at være elsket og accepteret. Og der, i den lille boble, vil alt være okay igen

Idag er de sidste skridt på Vostrup ved at være taget. 
Det er d. 27 Juni og vores Vostrup eventyr slutter idag.
Om 6 timer er vi på vej ud af Vostrups landevej og vores adresse er ikke mere på Tarmvej 73.
Men nu er det nu. Det var det. Vores eventyr er kun et par timer fra at slutte og nu skal vi tilbage og ud af boblen. 

Som en sagde igår; "Vi har fået vores vinger, og skal flyve fra reden"

Tak Vostrup, for et helt fantastisk år. Vi kommer snart tilbage 

- En gang Vostrup, altid Vostrup


Skrevet af Sidsel Linea Olesen

Vostrup On Tour

Vostrup On Tour er det show, der hvert år bliver optrådt, og som i navnet indgår, bliver turneret med. I år havde vi tre dage i streg, hvor vi skulle optræde med det show, vi havde fået strikket sammen. 

Mandag d. 13. april optrådte vi på vores hjemmebane i Vostrup. Tirsdag d. 14. april optrådte vi traditionen tro på Tobakken i Esbjerg sammen med MGK-Esbjerg, og onsdag d. 15. april havde vi fornøjelsen af at optræde til SuperBrugsens generalforsamling i Skjern. 

Den 19. april skete så det, vi alle havde set meget frem til, nemlig vores årlige tur til Italien, hvor vi hvert år besøger vores venskabsby Amandola. 

En fast tradition er også, at vi hvert år optræder med Vostrup On Tour midt på gaden i centrum af Amandola. I år var vi de første til at opføre det et andet sted, hvilket var i et åbent tempel. Borgmesteren i byen var så begejstret for vores show, at han spurgte, om vi ville opføre det endnu en gang to dage efter i centrum ligesom alle de andre år. Idet blev vi også den første årgang til at opføre showet to gange, to forskellige steder i Amandola. 

At opføre Vostrup On Tour er den fedeste oplevelse nogensinde. Vi får lov til at vise, hvad vi beskæftiger os med i dagligdagen, vi viser hvilke fag vi har på skolen i ét stort show, vi får lov til at komme ud med vores show og opføre det til arrangementer i andre byer. Og som en bonus får vi lov til at komme hele vejen til Italien med vores show, og opleve hvordan italienerne tager imod det og hvad de syntes om det. 

Sidst, men ikke mindst, er det et show i slutningen af året, som alle står sammen om at bygge op, øve og opføre. Sådan gjorde vi også i starten af året, hvor vi opførte Bim Bam Busse som vores store projekt. 

Det er både en dejlig og en trist følelse. Den dejlige følelse ved, at vi har haft en fantastisk år, med helt igennem fantastiske mennesker, som vi hver især har boet side om side med i et helt år. Alligevel føles det som om, vi har kendt hinanden hele livet. Det er noget, vi aldrig glemmer. 

Den triste følelse kommer af, at vi ved, at vi er ved vejs ende, og at vi ikke kommer til at se hinanden hver dag, som vi nu er så vant til. At alle de ting man kunne gøre i løbet af skoledagen og efter skoletid ikke er muligt længere. At man ikke længere får et kram af alle, inden man går i seng. 

Men en ting er helt sikkert. Begge følelser ligger i det, at vi startede året sammen, og at vi slutter året sammen.

- Skrevet af Kristian Plaugborg

Hold 1’s forestilling ”TESTAMENTET”

Penslen med den kulsorte eyeliner bliver lagt med dyb koncentration. Guitarens sprøde toner stemmes til punkt og prikke. Det blodige grisehoved fra køleskabet bliver gjort klar og iført plastikposer. Premieren på hold 1’s forestilling ”TESTAMENTET” skal til at begynde.

Halvanden måned før, sidder vi 22 spændte elever i klasselokale 1, klar til at læse manus og høre, hvad det er, vi skal spille. ”Baronessen på benzintanken” siger rygterne. En tyk bunke papirer klipset sammen i venstre hjørne med overskriften  ”TESTAMENTET” bliver lagt på bordet. En forestilling om fire søskende der sælger menneskekød, en hjerneskadet søster, en rotte-situation, en energisk ejendomsmægler - og derefter ringer der en klokke hos mange, og vi kan gætte os frem til en ægte film-perle. Der bliver grint, sagt citater, og spændingen øges betydeligt. Efter manuskriptet er blevet læst, er vi alle top klar på et brag af en arbejdsproces med mål i en forestilling. Hvad vi skal spille afslører vi ikke overfor de andre elever – det er en hemmelighed og vores lille løgn hedder nu ”Baronessen på benzintanken”.

En uge med PR, plakat-tegning, prøvning af roller og rekvisit-eftersøgning bliver skudt i gang, og allerede ugen efter har vi hver og én fået roller og er klar til en ny del i processen.

 Der bliver øvet og øvet, og alt bliver gjort klar til de to holduger, hvor teatersalen er vores, og vi 100 % kan fokusere på vores forestilling. Et stillads skal stilles op, en italiensk accent skal på plads, høns og rotter skal findes, og kostumerne skal være klar.

Selvom det ikke føles sådan, så siger kalenderen og datoen nu, at vi er kommet til de to intense holduger. Første morgen starter ud med Marie Louises morgenforfriskning i form af en helse-drik, og lidt sang og dans til at varme op med. De efterfølgende morgner får vi også serveret helse-drik – det hitter og det holder sygedommene væk.

 Vi får begyndt med alt det praktiske. Får malet butiksskilt, lavet make-up-planer osv. Det kører på skinner, men vi stresser og spekulerer på om det hele kommer til at gå. Der kommer dog også udfordringer, og som de kære lærere siger: ”Sometimes you must kill your darlings” så det blev der da også, men ligeså ærgerligt det var – ligeså lærerigt var det også.

En forestilling kan ikke opstå uden samarbejde. Og samarbejde på Vostrup er noget helt særligt, især som hold. Det der når man er sammen 24/7, og ikke kan løbe fra sit ansvar. Det var også en ting, der blev understreget med sort fed tush, og at energien hele tiden skulle være i top, var en øvelse vi sammen fik skabt.

I mellem det praktiske, bliver der gennemgået scener og arbejdet med roller. Vi får sunget sange som vores roller, lavet danse som vores roller og mere til, der gav erfaring på teater-sindet. Dog kunne en teknisk gennemgang på en fredag d. 13., en weekend fyldt med øvning, og en trailer der lige skulle i hus godt trække tænder ud. Men på den fede måde.

Efter weekendens hårde arbejde er vi så småt klar til skoleforestillingerne og premieren. Der bliver lavet kampråb, koncentrationsøvelser og vi får det gyldne ord fokus printet ind i hovedet inden dørene åbnes og publikum finder sig til rette. Første skoleforestilling forløb godt, og adrenalinen pumper nu indtil aftens premiere, hvor forældre, de andre elever, lærere og andet publikum kommer. Vi er SÅ klar.

Så er det nu - premiere! Forventningerne ligger på vores skuldre, og vi er klar til at yde en kæmpe præstation. Dybe vejrtrækninger og smil til hinanden gør nervøsiteten mildere. Vores skønne sang-piger stiller sig klar ved mikrofonerne. Trommesættet lægger en grundrytme. Vi er klar. SÅ klar. Da dørene slår op ved premieren onsdag aften, starter musikken, og vores forestilling er i gang. Vi giver alt den energi vi har, og den glæde vi får fra publikum under forestillingen hjælper os videre, så det hele går som det skal. Pulsen kører op og ned, og før vi ved af det, er forestillingen slut, og vi står tilbage med de største smil på læberne. Der kommer både grin og tårer fra publikum, og vi er fuldstændig overvældet. Krammere bliver delt flittigt ud mellem elever, og en klapsalve så bekræftende, at den kan mærkes som glæde i brystet. Sammenholdet er som aldrig før.

Torsdag aften er den sidste aften. Sidste aften, hvor vi kan vi vise, hvad vi har formået at skabe. Det bliver en succes, og som det sidste hold på Vostrup Efterskole år 14/15 får vi bukket af, og takket af.

Det styrker og modner én som person sådan en forestilling. En forestilling,  hvor alle skal være på og hjælpe til, gir’ så meget. Jeg tror ikke kun, at vi fik lært meget om os selv og vore egne egenskaber – men også hinanden som mennesker, og hvordan vi hver især er forskellige. Ikke nok med, at vi fik skabt en fantastisk forestilling. Vi fik også skabt et fantastisk hold.

- Og som vi siger på hold 1: HOLD 1 ER FEDT!

Skrevet af Inge A. T. 

  

TESTAMENTET

På Vostrup har vi nu taget hold på vores sidste holduger, hvor hold 1 arbejder på højtryk for at få stablet en forstilling på benene. Her er et tekstuddrag fra Facebook-begivenheden, samt et link til traileren på youtube: https://www.youtube.com/watch?v=V01mAXfjVKQ
Det som sagt vores sidste teaterforstlling for i år, så kom og få en fantastisk oplevelse sammen med os.

Vostrup Efterskoles hold 1 præsenterer

TESTAMENTET

Onkel Hilmer er død! Og fem søskende skal nu se hinanden for første gang i syv år for at modtage hans arv. MEN…

Hold 1 på Vostrup Efterskole har i en længere periode arbejdet med holdets teater- og musikforestilling TESTAMENTET. Forestillingen er en grotesk fortælling med inspiration fra dansk film og teater. Mere vil vi ikke løfte sløret for endnu.

Kom og oplev både giraffer, flodheste, hunde, høns og rotter. For første gang i Vostrup Efterskoles historie vil der nemlig være levende dyr på scenen.

Kom til Vostrup Efterskole, Tarmvej 73, 6880 Tarm, og oplev en barsk og grotesk forestilling, der varer ca. 5 kvarter.

Offentlige forestillinger:
Onsdag d.18. marts kl. 20:00
Torsdag d.19. marts kl. 20:00

Billetpris:
40 kr. pr. voksen
20 kr. pr. barn

Billetter kan bestilles på telefon: 97 37 41 88 i kontorets åbningstid (8.30-13.00).

Medbring dit nysgerrige humør og en god appetit.

Viktors pølsebod vil være åben før forestillingen fra. kl.19-19:45.

5 dage uden mobil

OM AT VÆRE UDEN MOBIL I FEM DAGE

I sidste uge deltog 13 elever på Vostrup Efterskole i et eksperiment, hvor de skulle aflevere mobilerne fra mandag til fredag og se, hvad der kom ud af det. Her er resultaterne af det sjove eksperiment, baseret på de 13 elevers udtalelser:

MERE SOCIAL:

Der gik ikke lang tid, før vi hurtigt blev op-mærksomme på, hvor meget mere social og nær-værende man bliver af at lægge sin mobil fra sig. Når man f.eks. sad i et lokale og snakkede, og der så kom pauser og stilhed, så kunne de hurtigt udfyldes af snak igen, uden at mobilerne var i fokus og tog al opmærksomheden. Interessen for at snakke mere med menneskerne omkring os var større, og der blev hurtigt lagt mere mærke til de ting, der normalt ikke var i centrum. Nye emner kom på banen under snak, og der blev generelt set åbnet mere op for det sociale.


SENGETID OG MORGENVÆKNING:

Der var mange forskellige meninger omkring det med at skulle gå i seng uden at have sin mobil. Nogen kedede sig uden mobilen, og lå og var lidt fortvivlede. Andre syntes, at det var en hel lettelse ikke at ligge med sin mobil i sengen og bruge tid på de sociale medier mm. lige inden, man skulle til at sove. Langt størstedelen af os, der deltog i eksperimentet, synes, at det har været rart ikke at have mobilen til at ligge ved siden af sengen og med risikoen for, at den bimler og bamler i løbet af natten.

Morgenvækningen har været med lidt mere blandede oplevelser. Nogen har haft svært ved at komme op, da flere har manglet deres alarm til at vække dem, og har haft problemer med at andre kom og vækkede dem. Nogen har oplevet, at det var nemmere at komme op, da mobilen ikke trak tiden ud ved at man lå og bladrede rundt på den. Andre har syntes, at det har været helt vildt hyggeligt at blive vækket af mennesker i stedet for de gentagene irriterende ”BIB” fra en vibrerende mobil.

KREATIV PÅ EN ANDEN MÅDE:

Der har været mere plads til fordybelse, kreativitet og egne tanker. En stor del af os har også oplevet at blive mere kreative, eller i hvert fald tænke på en anden måde. Hvis vi f.eks. skulle finde på en ting, som det at købe en gave, skrive en sang eller andet, så måtte kreativitet på spil i stedet for telefonens google-version, der nemt i hverdagen kan udnyttes.

OMGIVELSERNE OG FOKUS:

Da vi selv var uden mobil, lagde vi meget mere mærke til, hvordan andre mennesker omkring os bruger mobilen. F.eks. hvor meget andre burger mobilen, og tager den frem i timerne. Også nogle af lærerne. Flere af os, der deltog i eksperimentet, har nævnt, at det har været en fordel ikke at have mobilen i forskellige situationer. F.eks. til spisning eller i timerne, hvor mobilen før let kunne tage vores opmærksomhed. Uden mobilen har det været lettere at fokusere i timerne og at høre efter hvad der blev sagt til beskeder ved spisning. Til gengæld er der også elever, der har kedet sig i timerne uden mobilen. Det skal vel også lige nævnes :)

Vi har også følt, at vi bedre har kunnet være i nuet og være til stede – og det var virkelig afslappende. Og som et plus: Så har vi undgået risikoen ved skæld ud fra lærere, der ber’ én om at pakke mobilen væk.

KONTAKT MED OMVERDENEN:

Det har ikke kun været rart at være uden mobil i fem dage. Det har også ført til små vanskeligheder ind imellem. Det er svært at komme udenom, at kontakten til omverdenen skærpes ind uden mobilen. Så det med at ringe til mor og far har måske ikke været det nemmeste, eller det med lige at skulle skrive en sms til en veninde derhjemmefra. Men der findes heldigvis en løsning på alt (eller… næsten), så vi har kunne bruge skolens telefon, hvis det blev nødvendigt eller låne os frem til et opkald. Dog har kontakten stadig været skærpet ind. Især på de sociale medier, da vi der nok ikke har været lige så aktiv som normalt.

TIDSFORNEMMELSE:

Det med at tage mobilen op af lommen for at tjekke klokken er en vane, vi unge nok især har. Så fem dage uden mobil (og derved og vores lille lommeur), har måttet erstattes af dårlig tidsfornemmelse, en masse blikke efter urene på væggene og enkelte forsinkelser. 

MUSIK:

Vi har haft det lidt svært med at skulle undvære musikken fra vores mobil. Især på morgentur, i timerne, om aftenen, til træning eller andre gode tidspunkter. Men så må man jo igen være kreativ – fx var der én, der tog sin Ipad i en rygsæk, smækkede et par høretelefoner i, smed den op på ryggen, og drog så ud på morgentur med lydbog i ørerne. En anden løsning i forhold til det med musik har også været at undvære det helt, og i stedet bruge tiden på f.eks. morgenturen på at tænke.

ANDRE ELEKTRONISKE VIRKEMIDLER:

Vi har nok svært ved at lyde os til, at det har gjort det en del nemmere at undvære sin mobil, når man har haft andre elektroniske virkemidler som computer, tablet eller andet. Det har jo så været vores eneste ”vej” til kommunikation med omverdenen, og til at bruge ellers. Og ja så selvfølgelig det gyldne spørgsmål: Har du brugt kortere tid på toilettet uden mobilen? JA det har vi.. Det er lidt svært at tage sin computer med ud på toilettet, så tiden derude er nok blevet brugt mere optimalt.

DE PRAKTISKE TING MED MOBILEN:

Vi har ved det her eksperiment fundet ud af, at vi faktisk bruger vores mobil i hverdagen til mange flere ting, end vi lige gik og troede. Umiddelbart troede vi, at det sværeste ville blive det med de sociale medier og kontakten med omverdenen, men der er faktisk rigtig mange praktiske ting på mobilen, der bliver savnet, når man er uden mobil. F.eks. lommeregneren i matematik, lommelygten i mørket, notater, kalender, kamera, forskellige praktiske apps som ordbog og rejseplanen osv. Det var noget af det sværeste at undvære, men der var altid en løsning på den ene eller anden måde.

MOBILEN TILBAGE:

Da vi fik mobilen tilbage var det virkelig dejligt. Nogen havde virkelig savnet den, andre var helt cool med det, og kunne sagtens have undværet den lidt længere. Det de fleste gjorde, da de lige fik den tilbage i hånden var at tænde den. Nogen lagde den bare i lommen uden at gøre noget.

KONKLUTION:

Det var mest de praktiske ting vi manglede som f.eks. alarm, kamera, noter osv. Men alt i alt så er konklusionen, at det har været fedt, tankevækkende, en befriende følelse og en god oplevelse. Vi ville i hvert fald ikke have noget imod at prøve igen engang og flere af os tænker, at vi fremover vil lade mobilen ligge mere på værelset.

...

Skrevet af Inge A. T. 

Tovholder: Marie-Louise og Jeppe Due

Lorem Ipsum

HAJ!!!!! - Et grin der med sin overbevisning og glæde, umuligt ville kunne væltes af selv den værste ulykke.

KYLLL KYLLLLL KYLLL!!!! - Et blik der med en indtrængende skrøbelighed og styrke, fylder selv den mest sørgmodige med glæde.

Mange af jer har sikkert ingen anelse om, hvad fanden jeg fabler om, nok fordi man skal være til stede i oplevelsen for egentligt at forstå, hvilke følelser er på spil, når man snakker holdforestillingen Lorem Ipsum.

Alligevel har jeg sat mig for at give jer et indblik.

Endelig... efter noget man skulle tro var en evighed, fik vi udleveret manuskriptet.  Vægten i mine hænder, da jeg hurtigt bladre rundt i den, virker fortryllende, eftersom at mulighederne i en bare så lille mængde papirer er enorme.

På manuskriptet står der med umådeligt fine ord - kan du gætte det?  Uden titel - hvilket på en måde virker mere skuffende end noget andet, altså hvis ikke de filosofiske perspektiver i sådan en anti-titel tages til kende, realiteten var lidt noget andet.  Efter at have læst det intet mindre end Absurd set fantastiske stykke, skulle vi selvfølgeligt i fællesskab finde ud af hvad forestillingen skulle hedde, og sådan blev vi hurtigt sorteret ind i forskellige grupper med hvert deres respektive ansvar og job angående forestillingen, scenografi, kostume, plakat og i mit tilfælde at finde ud af hvad fanden der foregår blandt ordene, der væltede rundt i manuskriptet som en fordrukken hvalp.

Først godt inde alt dette fik vi rollerne udleveret, eller nu hvor jeg tænker over det - ikke rigtigt - så nemt måtte vi på ingen måde slippe. I stedet skulle vi skrive en afhandling om hvilken rolle vi ønskede - i prioriteret rækkefølge. Derefter skulle man tro det var muligt at slippe de efterhånden indoktrinerede teaterelever!!!, men ak og ve nej. Med kort notits skulle vi til optagelsesprøve, som indbefattede at læse et tekststykke op fra den respektive karakter.

Okay fint. Jeg indrømmer gerne, at jeg med et tilbageblik elsker denne metode at afvikle en rollefordeling på, vi fik forholdsvist hurtigt sat os ind i stykket og de forskellige karakterer, da det simpelthen var nødvendigt for at opnå den ønskede rolle. Personligt har jeg aldrig oplevet at lære en monolog uden ad på så kort tid.

Meget hurtigt, mærkedes noget helt nyt. Et engagement uden lige spredes i blandt os alle. Lige så snart jeg løftede kuglepinden og skulle til at oversætte betydningen af "matricens ydereligere elementer" var det som om alt gik op i en højere enhed. Det, at vi alle var sammen om at skabe den uden sammenligning bedste forestilling nogensinde set på Vostrup, gav hver som en af os styrken til at yde vores bedste, om så det indebar at finde de essentielle kostumer til en hel flok skuespillere - eller løfte en kuglepind fra papiret.

Lige så snart vi stod og øvede på scenen skete der for alvor en magi, jeg længe ikke har oplevet. Det var som vi alle smeltede sammen. Det lyder muligvis en anelse sentimentalt, men der sker virkeligt nogen når man sammen står på en scene og øver. Det er de små uforudsigeligheder der virkeligt gør der værd at investere sine kræfter - men er uforudsigeligheder ikke fejl? Svaret er et stort og dejligt "ja!", eftersom man for alvor mestrer teater, eller nu hvor jeg tænker over det, ALT! ved at fejle, altså selvfølgelig  på længere sigt. Det er for surt at give sig til det på scenen, jeg fraråder det i hvert fald stærkt! Nej, hvad jeg mener er,  at det er vigtigt at skabe den rette atmosfære, hvilket med et tilbageblik  giver plads til det sjove og især uforudsigelige. Dette har i hvert fald forsaget særdeles komiske øjeblikke; om så det har været en tilnærmelsesvis død lille Milfred, der i alt uforstålighed åbner øjnene og udråber et indeklemt HAJ!!! - En teaterlærer, der i et forsøg på at få musikelevernes opmærksomhed tager en hånd på hovedet og udråber kylll kylll kylll!!!

I Sidste ende er det ikke det fine flotte og fejlfrie teater-stykke som bliver husket, frem for de helt og aldeles smukke øjeblikke af rene og skære Fejl, som mere end noget andet gør os menneskelige.

Et grin der med sin overbevisning og glæde umuligt ville kunne væltes af selv den værste ulykke.

Et blik der med en indtrængende skrøbelighed og styrke, fylder selv den mest sørgmodige med glæde. 

- Skrevet af Christian Ursell-Smith